Alle, der interesserer sig for samfundets udstødte, kan have glæde af at læse denne engagerende levnedsbeskrivelse af en samfundskritisk teolog, der har valgt at arbejde med psykisk syge, misbrugere og hjemløse.
Bogen er et resultat af 12 interviewsamtaler mellem chefen for Kirkens Korshær Bjarne Lenau Henriksen og journalisten Søren Peder Sørensen. Det er blevet en både velskrevet og vedkommende bog, der enkelt, jordnært og ærligt fortæller om Bjarne Lenau Henriksens liv og gerning. Fra opvæksten blandt jævne mennesker har han taget ved lære af den rummelighed og fællesskabsfølelse, der prægede livet i kvarteret. Hans menneskesyn og sociale engagement er præget af hans kristne tilværelsesforståelse, og han er et utrætteligt talerør for samfundets udstødte, som han møder med respekt og accept. Bogen kommer godt rundt om de mange sider af hans arbejde og giver også et indtryk af hans kritik af samfundets måde at behandle de svageste på.
Bogen får mig til at tænke på en anden samfundskritisk ildsjæl Hanne Reintoft og hendes selvbiografi Et liv - manges liv, 1996.
En engagerende bog, der giver et godt indtryk af mennesket, teologen og samfundskritikeren Bjarne Lenau Henriksen og af Kirkens Korshærs betydning.