Man kan vel stille to betingelser til en god erindringsbog: at forfatteren har oplevet noget der er værd at fortælle om, og at han kan skrive. Begge betingelser opfylder erindringerne af Politikens tidligere chefredaktør Herbert Pundik til overflod. Han har haft et usædvanligt begivenhedsrigt liv der, som han selv udtrykker det, fra fødslen har været knyttet til et stykke omtvistet jord på den østlige Middelhavskyst. Pundik trækker tråde helt tilbage til sine jødiske bedsteforældres landsbyer i Ukraine og den russiske del af Polen, og slutter det, som man må formode kun er første del af erindringerne, i 1970, og giver således læserne et førstehåndsindtryk af jødernes dramatiske skæbne de sidste par hundrede år. Han fortæller medrivende om familiens flugt til Sverige, flygtningetiden i Sverige og deltagelsen i Den Danske Brigade. Han slutter sig til den zionistiske bevægelse og var som frivillig med til at kæmpe for staten Israels oprettelse. Familien emigrerede til Israel i 1954, hvor Pundik var aktiv i arbejderbevægelsen. Han arbejdede som journalist og redaktør og kan berette om personlige bekendtskaber med ledende israelske politikere. Selv om fremstillingen er kronologisk og begivenhederne dramatiske, er bogen krydret med masser af anekdotisk stof, spring i tid og sted, og refleksioner fra den Pundik der i sine senere år er blevet en skarp kritiker af det officielle Israels politik. Der er ingen tvivl om, at den velskrevne erindringsbog vil få mange læsere.