Den politiske udvikling har givet Teddy Petersens bog om Thorkild Simonsen en aktualitet, som hverken forfatter eller forlag havde regnet med, og ministerudnævnelsen er kun lige netop kommet med i yderste øjeblik, og den fylder kun en halv side. Men den har naturligvis ikke gjort bogen mindre interessant! For hvor den som biografi er ujævn og springende, er den som samtidshistorisk dokument overordentlig læseværdig. Teddy Petersen har ellers gjort sit arbejde grundigt. Han har interviewet skolekammerater, familie, ungdoms- og studievenner, politiske med- og modspillere og mange, mange flere. Men samtidig er det under researchprocessen lykkedes ham at etablere et så tillidsfuldt forhold til TS, at han har fået lov at være med til bords ved ellers hermetisk lukkede - og meget vanskelige - forhandlinger mellem staten (Lykketoft) og kommunerne (Simonsen og Evan Jensen). Ja, sågar også ved lukkede socialdemokratiske møder i KL fik Teddy Petersen afgang. Også Skraldemandskonflikten i Århus får en behandling, der alene kunne have båret en bog i sig selv. Bogen er veldokumenteret og velskrevet. Prioriteringen af stoffet er ujævn. Jo længere man kommer i bogen, jo mere samfundshistorie og mindre Simonsen. Men det afspejler måske snarere, at de to ting har hængt uløseligt sammen i de sidste 20 år.