Bogen henvender sig til mennesker med depressioner og til alle dem, der interesserer sig for, hvordan medicinen virker, markedsføres og påvirker patienten.
Cain er journalist (bl.a. Weekendavisen) Hun har i mange år lidt af depressionner og har fået antidepressiva. Med bogen vil hun beskrive den verden, de depressive kan leve i: Forskellige læger udskriver forskellig medicin og i forskellige mængder, nogle får ikke tilbudt psykologhjælp, andre foreslås motion. Omgivelserne tror, at medicinen virker fra dag 1 og at så er man "rask" eller "helt ok". Sådan er det ikke. Samtidig med depressionens voldsomme virkning, er man angst for den medicin man får, og usikker på hvor længe man skal blive ved. Mange synes ikke, at de bliver lyttet til og føler sig meget alene, måske endda med en forkert diagnose. Cain har interviewet mange patienter, folk fra medicinalinsustrien og læger på forskellige niveauer. Det er blevet en meget velskrevet og sober bog, der når meget fint rundt om et sårbart emne. Problemerne vises frem, men vendes konstruktivt, det journalistiske håndelag mærkes.
Der er mange bøger om behandlingen af depressioner. Mange foreslår alternative behandlinger, andre er rent informative. Men det er rigtig længe siden, der er kommet en debatbog, der kommer så godt rundt om emnet. Så den vil have en naturlig plads i gruppen.
Det er en god og informativ bog om et gammelt problem, og den kan bruges meget bredt.