Romanen berører læseren, der især vil være piger fra 13 år, dybt. Den knuger ens hjerte, og alligevel er man glad for at have læst den, for forfatteren skriver med fabelagtig indføling i både personerne og hospitalmiljøet. Vivi, 13 år, får konstateret leukæmi. Efter et år med utallige indlæggelser dør hun. Det år er udmarvende både psykisk og fysisk for hende, også fordi hun oven i oplever pubertetens usikkerhed. Hun gennemlever hele skalaen af følelser, også glimtvis glæder, bl.a. med medpatienten Jacob. Vivi modnes og udvikler sig, og hun, der ikke er døbt, beslutter sig for at blive konfirmeret, og finder støtte i troen. Forældrenes og lillebror Mikkels reaktioner står også stærkt og troværdigt. De oplever hver især følelser som angst, vrede og håb, og Mikkel føler sig ofte overset. Romanen er skrevet i et flot og billedskabende sprog. Netop fordi tingene ikke fortælles detaljeret, og fordi der gives plads til læserens egne tanker, opleves handlingen som en helhed der går ind under huden på en. Den blåtonede forside af et hårløst hoved set bagfra, adskilt fra beskueren med et forhæng er sammen med bagsideteksten, der klart fortæller hvad bogen handler om, en ærlig og flot indgang til bogen. Det er forfatterens første bog på dansk.