Den amerikanske advokat og præsidentfrues første bog har fået sin titel efter et afrikansk ordsprog: "Det kræver en landsby at opfostre et barn". Den moderne landsby udgøres af familien, men også bl.a. lokalsamfundet, medierne og det politiske system. Altså alle personer og instanser, der har indflydelse på et barns opvækst. Undertitlen hentyder til, at ved at forbedre børns vilkår, kan det generelle velfærd styrkes. Bogen er både en selvbiografi, en politisk programerklæring og en kritisk gennemgang af det amerikanske samfund. Der krydres med anekdoter og eksempler fra både privatliv og det meste af kloden, og ind imellem fremhæver forfatteren diskret sin mands politiske resultater. Bogen er et varmt, personligt og engageret debatindlæg om børns velfærd, og skønt de amerikanske forhold gudskelov adskiller sig meget fra de danske, er der alligevel tendenser, som også vi herhjemme bør være på vagt overfor. Sproget er levende og ligetil, og efterspørgslen vil komme fra lånere med interesse for USA, børns vilkår og familien Clinton. Forsideillustrationen er smuk og appellerende, bagsidens foto viser forfatteren midt i en flok glade børn i alle farver.