I et af digtene i Birthe Arnbaks, (f. 1923), digtsamling møder jeget i en drøm Salman Rushdie. Adspurgt hvad hun vil falder det hende ind at de kunne bytte roller: "Jeg kunne overtage hans dødsdom,/ og han få mit liv i Skørping/ med den frihed, det er/ at leve skjult, som man gør,/ når ens skriverier blot/ er vindens sang i græsset,/ en nynnen bag ved hækken." Godt nok færdes BA lavmælt og tyst i sproget, men i hendes enkle tekster er der ikke desto mindre stærke kontraster og følelser på spil, der afviser ethvert tilløb til romantisk naturføleri. Digtene kaster lys tilbage over levet liv, men i modsætning til eventyrene ender det ikke altid lykkeligt, men blandet op med skygger og selvransagelse. Erindringen er i digtene et nærværende rum som jeget færdes i på tværs af tid og sted. På én gang trygt, velkendt og foruroligende, drømmeagtigt. Teksterne er renset for nostalgi og sentimentalitet. Det "andet", evige liv er ikke et fjernt fremtidshåb, men til stede på nuets og øjeblikkets præmisser: "Usynliggjort, svævende/ nærmere, nærmere/ kommer jeg fuglene:/ det er min sang, de synger,/ det er mit liv, de lever,/ denne dag i april." Som læser er man taknemmelig for sangen, der aldrig har været renere og mere vedkommende i det store forfatterskab.