En fornemt illustreret bog om 1800-tallets interiørmaling og de malere, der udførte malerarbejdet rundt om i Danmark. Bogens målgruppe er fx fagfolk og husejere, der vil bevare ældre interiører samt interesserede i håndværks- og kulturhistorie.
Forfatteren er bygningsmaler og konservator, og hendes bog er en grundig og veldokumenteret undersøgelse af de anvendte motiver, metoder og materialer, der blev brugt ved malede indendørs udsmykninger i perioden ca. 1790-1900. Med udgangspunkt i interiørmaleriet fortælles periodens stilhistorie, der berettes om malerhåndværket og de anvendte materialer fra ind- og udland, og i bogens dokumentationsafsnit finder man ordforklaringer, en landsdækkende katalog over bemalinger, kilder, litteratur og noter.
I forvejen kan man finde stof om interiørmaling spredt i litteraturen om kunst(håndværk) og i beskrivelserne af lokaliteter med markante malerarbejder. Her kommer læseren tæt på motivvalg, metoder, materialer og de kunstnere og malere, der skabte og udførte de smukke udsmykningsarbejder hos både høj og lav.
En gennemarbejdet og flot illustreret bog om interiørmaleriet i 1800-tallet, der beretter om en udbredt udsmykningsform i danske hjem og samtidig fortæller malerfagets håndværks- og kulturhistorie.