God og velskrevet gennemgang af Grønlands nyere historie. Skrevet som lærebog i historie og samfundsfag på gymnasieniveau, men bogen kan læses af alle interesserede.
De to gymnasielærere, Rasmus Augustesen og Krister Hansen, skriver letlæseligt "om det grønlandske folks udvikling fra fangerfolk til selvstyre", og det er især perioden efter den 2. verdenskrig og frem til i dag, der er i fokus. Grønlands naturforhold, enorme afstande og spredte befolkning har til alle tider været en stor og dyr udfordring, uanset om de administrative beslutninger blev taget i København eller Nuuk. Samfundets splittelse mellem grønlandsk og dansk er også et vigtigt tema i bogen, fx i skolepolitikken og i hele selvstændighedsspørgsmålet. Også de fortsatte store forskelle mellem rig og fattig i Grønland behandles. Bogen er en del af forlaget Frydenlunds undervisningsserie, der på netadressen www.his2rie.dk giver adgang til kildetekster, dog er ikke alle til denne bog aktive på indeværende tidspunkt. Bogen er fint illustreret med gode billedtekster, og der er bagerst en litteraturliste.
Som undervisningsbog til gymnasieniveauet afløser den nye bog Pia Boisens Grønland - kontrasternes land, der er fra 1996. Af bøger, der behandler Grønlands nyere historie, bør fremhæves Marianne Krogh Andersens fremragende Grønland, mægtig og afmægtig fra 2008.
Velskrevet og interessant lærebog om Grønlands nyere historie, der kan anbefales og læses med stort udbytte af alle med interesse for Grønland.