Denne bog om barnets udvikling fra 0 - 7 år beskrives af 6 forfattere fra England og Schweiz med udgangspunkt i Rudolph Steiners filosofi. I første kapitel beskrives kort de filosofiske og pædagogiske tanker, der har haft betydning for Steiner. Derpå følger tematisk barnets udvikling: kommunikation, legen og dens betydning, barnets relation til omverdenen, helbred, indlæring. Sidst følger et afsnit om skolevalg i Danmark med relevante adresser, litteratur og stikordsregister. Opbygningen er anderledes, end vi normalt ser, og det er helt i tråd med Steinerpædagogikken. Her ses ikke på fysiologiske betingelser for udvikling, men på barnets oplevelse af sig selv og omverdenen. Bogen er rigt illustreret med især børnetegninger og farvefotos, små illustrerende citater af såvel pædagoger som forældre ses overalt i bogen. Det er det første større værk på dansk om barnets udvikling fra 0 -7 efter Steinerpædagogikken, den er velskrevet og kan give mange andre end de formulerede Steinertilhængere et fint input til det at være forældre.