Til læsere af aktuel samfundsdebatterende litteratur og moralfilosofi. Desuden til læsere af moderne essays. Kan formidles til den "almindelige" læser af fx Frederik Dessau, Tor Nørretranders og Peter Thielst bøger.
Henrik Jensen (f. 1947) er historiker, anmelder, klummeskribent, kommentator og forfatter til bl.a. Ofrets århundrede, 1998, Det faderløse samfund, 2006 og Når vi taler om 68, 2008. Det ordentlige menneske kan ses som en pendant til Thomas Blachmans Det kolossale menneske og Jørgen Leths Det uperfekte menneske. Forsiden og layoutet er arrangeret på samme måde som Blachmans bog og desuden med Henrik Jensens kat. Sådan lidt skælmsk og med et glimt i øjet. Henrik Jensen indkredser i den ganske underholdende bog begrebet ordentlighed og kommer med en kommentar om vores mangel på samme. Ordentlighed er et ord som emmer af mormor, og det er også hende, Henrik Jensen tager udgangspunkt i. Ikke bare at man skal opføre sig ordentligt, men bogen er et opgør med vores offermentalitet og egoisme. Det handler om tilfredsstillelsen i at yde noget for andre i fællesskabet og hvordan vi har bevæget os fra pligtkulturen til rettighedskulturen.
Kan til dels sammenlignes med Henrik Jensens tidligere bøger og her især Det faderløse samfund, 2006.
"Gammeldaws" moralfilosofi og ofte med en humoristisk vinkel. Henrik Jensen tager udgangspunkt i mange nære hverdagssituationer og tidens tand. Jeg tror på en bred læserskare og oplagt til kvikkassen.