En tankevækkende bog omhandlende det pædagogiske paradoks, som dybest set også gør skolen til en paradoksal institution. Bogen henvender sig til alle, der arbejder med pædagogik eller er studerende indenfor det pædagogiske område.
Barnet må først lære at tænke og handle frit, både i forhold til egen personlighed, men også i forhold til den fælles verden, som barnet lever i. Det er i spændingsfeltet mellem selvet og verden, at det pædagogiske paradoks kommer til syne og konstituerer den moderne pædagogik. Bogens første del undersøger paradoksets oprindelse og betydning gennem Jean-Jacques Rousseau og Immanuel Kant. I et senere kapitel bliver paradokset udmøntet i en teori om pædagogik. Anden del sætter fokus på paradoksets betydning i nyere tid. Bogens sidste kapitel handler om skolens paradoksale struktur. Bogen er en revideret udgave af førsteudgaven fra 2001: Det pædagogiske paradoks.
For alle med interesse for opdragelse/pædagogik er dette en en betydende bog, som kan danne grundlag for mange gode diskussioner. Bogens kapitler tager udgangspunkt i forskellige teoretikere, og her er det værd at fremhæve kapitlet om Knud Grue-Sørensen. Kapitlerne afsluttes med en kort sammenfatning, hvilket skaber større overskuelighed. Sidste kapitel opstiller en række gode problemstillinger, fx: Kan skolen opdrage til frihed?.
I forhold til førsteudgaven er indledningen revideret, og der er tilføjet et nyt afsluttende kapitel. Bogen kan relateres til Pædagogiske ståsteder og bevægelser.