I dette 14. album i Franka-serien bliver vor heltinde sat til at udspionere en international kunsttyv. Spionagen fører hende til Portugal, hvor hun kommer nærmere ind på livet af tyven, som viser sig at være meget tiltrækkende. Franka forelsker sig i ham, men bliver narret. Hun bliver nu endnu mere opsat på at få afsløret forbryderen, men det viser sig, at også han bliver narret, og historiens åbne slutning peger hen imod en fortsættelse, måske med Franka og kunsttyven som makkere og elskende. Som handlingsreferatet lader ane, er handlingsgangen i denne serie fortsat trivi-præget. Tegnemæssigt holder den sig til Hergé-traditionen med et detaljeret og omhyggeligt tegnet miljø og en karikeret persontegning i Kuijpers originale streg. Sideopbygningen er traditionel, mens farvelægningen er varieret og omhyggelig. Frankas force er fortsat de action-prægede scener, men der er også blevet plads til erotik, hvor en afklædt Franka viser sine ynder frem. Og så er der stadig en vis portion humor i denne serie. For 10-14 årige tegneserielæsere.