I domkirken i Torino findes et stykke hørlærred på ca. 5 x 1,5 meter. Mange katolikker tror fast på, at klædet er det der foldedes over den døde Kristus og at de svage konturer af et menneske der anes på dugen, er et naturligt opstået "fotografi" af Jesus. Hvordan det er blevet til, har selvfølgelig optaget mange. Ikke mindst i det seneste århundrede, hvor stædige kristne her har set en mulighed for så at sige bevise evangeliernes rigtighed. Et af medlemmerne af den særlige videnskabelige kommission, der varetager undersøgelserne, er den danske læge Niels Svensson, der her fremlægger en status over, hvad forskningen er nået frem til. Det gør han udmærket. Vi bliver delagtiggjort i klædets historie og i de forskellige teorier, der er i omløb omkring klædet. Svensson er en del af establishment omkring klædet, men selvom man indimellem synes han snor sig vel rigeligt for at nå sine konklusioner, mister han aldrig helt sin naturvidenskabelige troværdighed. Bogen er forbilledligt illustreret. Der er et fint stikordsregister og en udmærket litteraturliste, som også medtager "mirakelkritiske" kilder. Der er ikke andre titler på dansk, der er så opdaterede, hvad angår teorierne om og arbejdet med klædet.