Med sin satiriske skildring af kollektivbevægelsen i 1970'ernes Danmark, er filmen et underholdende og nostalgisk tilbageblik på svundne idealer, specielt for os der var i det, men også dagens unge vil more sig og få et indblik i andre måder at leve på.
Maria flytter i 1970'ernes København i kollektiv sammen med sin mand Nisse og deres modvillige, 16-årige søn Christoffer. Nisse har sagt sit borgerlige job op for at bygge et kuppelhus i kollektivets baghave. Christoffer er flov og pinligt berørt over den frigjorte livsstil i kollektivet, hvor man går rundt i bar røv og spiser hashkager. Forældrene forsøger at ændre på hans holdninger ved at sende ham på Den Maoistiske Lørdagsskole. Han medvirker til hærværk i forbindelse med en solidaritetsaktion, men det er mest for at imponere Julie fra klassen.
Som filmens hovedperson flyttede instruktøren Niels Gråbøl selv med sine forældre i kollektiv. Men selv om den bygger på erindringsstof er den fiktion. Den er umiddelbart sammenlignelig med Peter Bays film fra året før, Fede tider (1996), der dog omhandler yngre mennesker. Den er ligeledes satirisk, men langt mere stilfærdig og underfundig end Det store flip's mere farcepræg og klichefyldte personskildring.
Alligevel giver den et herligt og genkendeligt tidsbillede og fortæller om, hvordan 1970'ernes hippiekultur og antiautoritære oprør trods alt har sat sit præg. Også selv om den samtidig er et opgør med de selvoptagede, intolerante og frelste sider af de progressive holdninger.