"Vi er grænseløse og nyder mulighederne. Vi er grænseløse og lider under det". Dette citat og paradoks fra Skårderuds Uro : en rejse i det moderne selv (99/27) anslår på bedste vis nærværende bogs tema. Fælles for alle bogens 12 bidrag er, at den menneskelige lidelse er dybt forbundet med værdier, normer, holdninger, adfærds- og tankemønstre. Det er et kulturelt perspektiv, der er anlagt på alle artiklerne, hvor forfatterne belyser fænomenet ud fra deres respektive faglige traditioner: idéhistorie, filosofi, psykologi, sociologi, pædagogik og litteraturhistorie. Det er tværfaglighed, når det er bedst. Bogen giver samlet et billede af selvet i senmoderniteten. Et kapitel om "Vestens puls" sammenholder senmodernitetens fascinationsformer og de ekstreme stimuli vi udsættes for, med menneskers forskellige personligheder og dermed deres forskellige "optimale stimulansniveau". Det forklarer ifølge forfatteren, hvorfor det moderne liv hos nogle udvirker sygelige former. Der er ingen dommedagsstemning over bogen, som giver et tankevækkende billede af, hvorfor så mange lider psykisk i et samfund, der på alle måder ud fra en rationel betragtning burde danne grobund for lykke og harmoni. Bogens målgruppe er først og fremmest alle, der professionelt beskæftiger sig med psykisk syge mennesker, men også alle der bredt interesserer sig for det moderne menneskes eksistentielle vilkår.