Denne kæmpedigtsamling ville være ikke så lidt af et monstrum, hvis den ikke fra forfatterindens hånd var bygget så konsekvent op. Tre dele, prologos, logos og epilogos, hver af delene igen delt op, mest midterdelen, logos, sproget, som eksemplificerer næsten utallige sfærer og områder i virkelighedens sproglige spekter. Motivisk vikler samlingen sig ud af intet, bliver til noget i forskellige former, udsagn om mangt og meget, og vikler sig tilbage i hullet igen. Samtidig er den en slags poetisk rekapitulation af holdninger og sprogveje i det nu udrundne tiår, præsteret af et af dets mest kapable hoveder. Der er ingen tvivl om, at Inger Christensen har lavet et af de bedste poetiske værker i 1969, anskaffelsen er en selvfølge, hvor man agter at registrere væsentlige hændelser i dansk litteratur.