Dilbert præsenteres af forlaget som "90'ernes mest citerede, mest fotokopierede og mest faxede tegneserie". Der er flere grunde til, at det forholder sig sådan. For det første er Scott Adams' streg fantastisk enkel - minimalistisk, grænsende til det primitive - og en sådan tegnestil egner sig naturligvis godt til at kopiere og faxe. Dernæst udspilles mange af seriens episoder i faxernes og kopimaskinernes verden: kontormiljøerne, så det er naturligt, at den vinder genklang i de samme miljøer. Og endelig er den sort-hvide stribe-serie om den mislykkede ingeniør med det kronisk krøllede slips faktisk rigtig sjov og original - i mindre portioner ad gangen. 248 striber i ét stræk er for meget, bl.a. fordi det trods alt ikke er alle striber, der er lige morsomme. Men en stor del af Dilberts (og hans hund Dogberts) ironiske kommentarer til tilværelsens små og store absurditeter rammer lige i plet - og gør indholdet værd at citere. Når man først har vænnet sig til Adams' uskønne, men relativt udtryksfulde stil, ligger der adskillige gode grin og venter på de voksne læsere i det nye album om (kontor)livets trængsler og genvordigheder.