Bøger / skønlitteratur til børn / westerns

Diligencen


Beskrivelse


Western-tegneserie i farver. En diligence med Lucky Luke, en broget samling passagerer og en stor guldladning skal krydse blodtørstige indianeres og skydegale banditters territorier.

Anmeldelser (2)


Bibliotekernes vurdering

d. 5. apr. 2019

af

af

Jens Peder Agger

d. 5. apr. 2019

Diligencen er sikkert det bedste bind i serien om om Lucky Luke, og det siger ikke så lidt. Historien handler om en guldtransport pr. diligence fra Denver til San Francisco. For at genskabe tilliden til diligence-selskabet Wells Fargo, der på grund af mange overfald ikke er særlig høj, lejer selskabet Lucky Luke til at eskortere en særdeles opreklameret guldtransport i håb om at kunne bevise at det kan leve op til sit nye motto: »Wells Fargo kommer altid frem«. Som passagerer i diligencen er en række af det vilde vestens kendteste typer: en falskspiller, en guldgraver, en præst med en pistol skjult i sin bibel, en underkuet ægtemand på vej til en stilling som bogholder i San Francisco og hans drage af en kone og en fotograf på jagt efter billeder af det farefulde liv ud vestpå. Spillet passagererne imellem er overmåde festligt og det samme er det brogede udvalg af røvere der forsøger at tilegne sig guldet. Det er en overdådig morsom og veldrejet historie og tegningerne erheltitop. Bogen anbefales købt i stort eksemplartal i både børne-, ungdoms- og voksenafdelinger, idet jeg føler mig overbevist om at Lucky Luke vil blive mindst lige så populær som Asterix.


Bibliotekernes vurdering

d. 19. dec. 2018

af

af

Arne Olesen

d. 19. dec. 2018

Af de fransk/belgiske tegneserier kender vi nu særdeles godt Tintin og Asterix. Lucky Luke er med i den række af serier, der nu synes på vej (kommet er allerede Tim og Thomas og Vikingen Viktor). Ifølge vor hjemlige serieekspert Jens Peder Agger, der kalder Lucky Luke det vilde vestens Asterix er der foreløbig 37 Lucky Luke-hefter på det fransk/ belgiske marked, og de skal alle udmærke sig ved at undgå en ensformighed, der med dette antal måtte synes nærliggende. Serien er tegnet af Morris og skrevet dels af ham (den første halvdel) og dels af Goscinny (Asterix's forfatter). De første hefter på dansk Diligencen og Dalton City hører således til de senere hefter, da G. står som forfatter. Lucky Luke er en ranglet, glatbarberet cowboy med cigaretten hængende løst i mundvigen og altid på vej til en eller anden farlig opgave på sin gode hest Jolly Jumper. Han har ry for at trække hurtigere end sin egen skygge, og ene mand klarer han, hvad andre må opgive. Hans væsen er intelligent,afslappet og let indolent. Alle optrædende, Lucky Luke delvis indbefattet, er vittige karikaturer på traditionelle Western-typer. Stilen har et begavet og ofte overrumplende vid. Det er en meget morsom serie for alle aldre. Se også Dalton City (71.51.60).