Bogen henvender sig til den øvede begynderlæser fra 8-9 år, hvor interessen for bøger om dinosaurer for længst er skabt. Bogen vil sælge sig selv ud fra titlen.
Bogens indhold beskriver meget kortfattet, hvad der sker fra dinosaurers død til de bliver til fossiler. Derudover beskrives forskellige typer af fossiler, fund af fossiler, og hvordan man behandler disse fund. Forrest har bogen en dækkende indholdsfortegnelse, og bagerst er der en side med ordforklaringer, som i visse tilfælde forklares med ord, der er lige så svære som det forklarede ord. Teksten er sat med stor og tydelig typografi, hvor ord i ordforklaringen er tydeligt markeret. Selvom teksten er bearbejdet, gør ord som "sedimentbjergart", "kompliceret" og "substanser" teksten svær at forstå for målgruppen. Nydeligt layout og gode billeder skal nok fange børnenes interesse.
Dinosaurer i serien Første fakta (04/29) er mere læseteknisk bearbejdet med delestreger, men ikke så fyldig indholdsmæssigt som denne. Dinosaurer - og andre kæmpeøgler (00/27) er ligeledes læseteknisk bearbejdet. Dinosaurer i serien Små fakta (04/07) dækker samme område. Dinosaurer i serien De små fagbøger (03/46) er bedre tilpasset målgruppen.
Flot, tilgængelig bog for målgruppen - dog med enkelte svære ord rent sprogligt.