Tag på eventyr med de to dinosaurer, Otto og Hana, når de drager ud i verden på jagt efter mad. Historien er fortalt af Otto på 5 år. For børn fra 3-6 år.
Historien er blevet fortalt af Otto Miles Øhlenschlæger, da han var 5 år, og nedskrevet af hans far. Bogen er inddelt i fem kapitler, hvor vi følger de to dinosaurvenner Otto og Hana. De levede for mange år siden, hvor en meteor faldt ned i en vulkan, der gik i udbrud. Derfor måtte de flygte til andre lande for at finde mad. De kom til Landet med guld og til Junglen, hvor de mødte blæksprutten Knap og fisken Blop. Senere kæmpede de imod et monster og nogle pirater, og til sidst købte de en hule og en masse glimmerting. I efterskriftet fralægger forfatteren sig ansvaret for bogens ukorrekte fakta. Illustrator Stefanie Sloth Hansen debuterer med denne udgivelse.
Fantasien får frit løb, og man fornemmer tydeligt, at historien er fortalt af en fantasifuld, 5-årig dreng. Den starter et sted og bevæger sig hurtigt og kontinuerligt videre til ukendte steder og vilde episoder. Sproget er talesprogsagtigt, da historien er nedskrevet efter en mundtlig fortælling. De farverige og sprællevende tegninger passer fint ind i tekstens univers. Det er en sjov idé at lade et barn diktere en historie for andre børn og se, hvad det kan bringe med sig.
Andre eksempler på bøger, der er fortalt af børn, er fx Detektiger og computermysteriet.