Drapa

Uhyggeligt og stemningsfuldt langdigt om en udåd i den islandske nat. Handlingen kredser om et kvindemord hvor djævelen går rundt som en "shapeshifter" i det formørkede Reykjavik. Til alle der nyder lyrik, når den er allermest formfuldendt.

Et langdigt der tager form fra drapa-digtningen, en formstreng skjaldedigtform fra 1000 tallet, der fungerede som hyldestdigtning til konger og fyrster. Her er strofeformen løsere, men fastholdt er en ekstensiv brug af allitteration og indrim. Digtet handler om et autentisk ægteskabsmord i Reykjavik, men den mytologiske form, gør at digtet kan læses som et mindedigt til alle de kvinder, der har lidt samme skæbne. Med et efterskrift af oversætteren.

Sproget klinger rent og klart, mørkt og melankolsk og man drages ind i en noir-agtig stemning. Digtet er fyldt med magiske skikkelser der transformeres i frosten. Der hentydes til djævelen, Odin, "bokseren" og et foruroligende cirkus. Vi føres rundt i byen, i skoven, i husene. Det er en fremragende brug af forlægget, den oldnordiske drapa-digtning, der kobles sammen med den islandske tradition for døds- og mindedigtning, det gotiske og den moderne nordiske krimi. Det ér et langdigt, men de 77 enkelte digte der udgør drapaen, er så stærke at de kan stå for sig selv. Oversættelsen rammer sproget og tonen perfekt.

Digterens egen Blodhingst baseret på et af gudedigtene fra Den Ældre Edda, er nok det der kommer formen og stemningen nærmest.

Læs hele vurderingen