"En flot og personlig plade, hvor den jyske humor, der findes på "Et barn i min mave", der er en bluesbagatel om drømmen om at være mor og om mænds uduelighed, går hånd i hånd med alvoren på den utrolig flotte klaverballade "Fugle fortrak". Sidstnævnte er en af de bedste danske sange, jeg har hørt i et halvt år - blandt andet med omkvædet "jeg er bange for at fejle", der lyder så utrolig sårbart og ærligt. Solvej rammer noget Niels Hausgaardsk på banjobaskeren "Du er ikke bange for noget", der byder på lun samlivssatire, mens "Jeg er min egen sten" rammer lyden fra Neil Youngs Harvest fuldstændig - helt ned til den stramme rytmegruppe, ragtimeklaveret og den skæve mundharmonika. Hvis Solvejs mål er at finde lyden af den gyldne vej mellem Nashville og Nordjylland, er projektet lykkedes".