Selvom der er blevet sagt en del om det modsatte, står modelverdenen for mange unge for de ultimative muligheders verden. Drømmen bliver ikke modsagt i LMs bog, hvor hun fortæller om sin egen karriere: nu 28 år, opdaget som 22-årig, og de 6 år som model, fra fuldstændig grøn til hun blev en af de efterspurgte, indeholder mange oplevelser: nye lande, mere og mindre spændende udfordringer, skiftende arbejdskolleger, fristelser m.m., ærligt beskrevet men alligevel holdt på overfladen. Hun beskriver sig selv som naboens pige, den model der er pæn uden helt at tage opmærksomheden fra tøjet, og som sådan er bogen også. Et indblik for dem der har drømmene, med et, både i sprog og indhold, uskyldigt og til tider naivt billede af sig selv og de ting, der sker. Hun udleverer ingen, og for store børn og unge, må de mange flotte fotografier alligevel veje tungest i forhold til "bagsiden" og trivialiteterne. Helt i overensstemmelse med det billede LM ønsker at give videre, vilkårene kan være primitive men besværlighederne lærer man at leve med. Indimellem tips og gode, velmente råd blandt andet dét, at man skal holde sig på måtten og tage fornuften på som det første. På linie med New faces 1995, for de rigtig ambitiøse er Boyds Model1997 den mest kontante og omfattende.