Den kendte forfatter og debattør har beskæftiget sig med kvindesagen igennem snart mange år, både med romaner og noveller og med bidrag af mere journalistisk tilsnit. Den foreliggende bog er en velskrevet og velargumenteret personlig gennemgang af 3 årtiers skiftende kvindeidealer - fra 70ernes rødstrømpebevægelse over 80ernes fokusering på karriere og individualitet til 90ernes mange valgmuligheder fra romantiske kirkebryllupper og moderskab med stort M til jobs med indflydelse og magt på mændenes præmisser. S.G. beskriver de skiftende kvindebilleder med baggrund i hver periodes offentlige debat og dens litteratur, film, idoler og mode og gennem både mænds og kvinders roller og idealer. S.G. formår at holde godt sammen på det omfattende stof og det er der kommet en både velafbalanceret og veldisponeret skildring ud af. Bogens 1. del handler om idealer og feminisme - mens der i 2. del gås dybere ind i emnerne seksualitet og moderskab som de 2 områder, hvor kvinder ofte er specielt sårbare. Bogen skildrer også de tilbageslag, som kvindesagen oplever mange steder - og den seksualisering af det offentlige rum, som har bredt sig bl.a. i DK. Men også handel med kvinder og udbredt brug af seksuelle overgreb er blandt de tankevækkende emner.