Dronningens nytårstaler er blevet et pejlemærke for tidens og årets gang. Her er de sat ind i sammenhæng med årets vigtigste begivenheder. Det er danmarkshistorie i korte oversigter med talerne som centrum. Det er historiske kilder og kan anvendes som sådan i opgavesammenhæng, men bogen appellerer mest til dem, der følger kongehuset tæt.
Alle dronningens nytårstaler fra 1972-2008 er her samlet kronologisk i fuld tekst. Hver tale er kædet sammen med et kort overblik og markante fotos over årets vigtigste begivenheder i ind- og udland. Ligeledes har hver tale fået en lille overskrift, der både markerer året og indholdet i talen. Fx i talen fra 1980: "Matador og fattigfirserne" eller i talen fra 2006: "Famøse tegninger". Der er et lille foto af dronningen med for hvert år. Nytårstalerne bliver fulgt med stor opmærksomhed og siden flittigt citeret i alle medier.
I Dronning Margrethes nytårstaler, 2002 findes også den fulde ordlyd af alle taler sat ind og kommenteret i en større historisk sammenhæng. I Tredive år med dronningens nytårstaler, 2002 er der uddrag af talerne med mange fotos.
En velredigeret bog med alle dronningens nytårstaler sat ind i en kort historisk sammenhæng fortæller også i fotos om udviklingen og tidsånden.