"Væring [skriver] veloplagte og robuste sange, hvor ærligheden vel er ægte nok, men samtidig er et greb, der med selvudlevering får et genkendeligt menneskeligt erfaringsmateriale til at swinge. Som sangskrivning ikke helt ulig Lucinda Williams. Der må gerne danses, drikkes, scores og hores i disse sange om kvinden på køkkenbordet og mændene i svingdøren, hvor selvportrættet er lige så afvæbnende som bramfrit ... Håndværket skal være i orden, og det betyder, at sangene hellere er lidt for mundrette end en anelse for kryptiske på et album, hvor Væring raffinerer sin egen traditionalistiske stil, der blander soul, jazz, pop og rootsrock til et robust swingende bud på, hvad man i gamle dage ville have kaldt begavet mainstream. På mere godt end ondt spejder man forgæves efter et mystisk element på Værings første solo-album siden 2011. Til gengæld er det, både hvad angår musik og tekster, en særdeles helstøbt fornøjelse".