Forfatteren er nok bredest kendt i de læsende kredse for Hovedstolen fra 1999. En meget rost samling af "fiktioner", som de små, stramme prosastykker kaldtes. Siden er udkommet Kraniekassen i 2001 om det moderne fragmentariske liv. I denne nyeste oplever vi en kærlighedshistorie, der lever og gløder under en varm, spansk sol. Et par ser efter en afdød farbrors gård, indtil nye ejere ankommer, de lever i et vakuum, i en nutid, der består af præcise registreringer og utæmmede associationer. Af oplevelser omkring naturen, gården og dyrene og af et intenst begær efter den anden. Her er både stumper af den konventionelle ringforlovede lovestory og af den eksperimenterende på kanten af destruktion og død. Romanens absolutte force er iagttagelserne, beskrivelserne ud i de allermest brændende farver og fornemmelser, det er en evig sommer af sansninger. Christina Hesselholdt skriver et prosa, der sine steder tumler af sted i fantasierne, men ser man nøjere efter er det stramt og struktureret. Bogen skal nok ikke så meget læses for handlingen men for sprog og stil. Omslagets billede er velvalgt af toreadorens flyvende røde kappe. Det er opmuntrende, at der kan være den glød og bevægelse i dansk litteratur.