Bogens titel giver ikke meget ide om handlingen, men C.L. har med sin 10. roman igen taget afsæt i den spanske borgerkrig, som i Cikaderne, 1990. Denne bogs fortæller - Hans Adam Lorentzen - er retsmediciner tæt på en pensionering, som han absolut ikke glæder sig til. Arbejdet fylder næsten hele hans liv og hjælper ham også til at holde fortidens spøgelser på plads. Som ung deltog han i den spanske borgerkrig, og det er de frygtelige oplevelser fra den periode, som stadig plager ham. Da han mange år efter obducerer en myrdet 7-årig spansk pige, kommer han igen i direkte kontakt med sine traumer. Den noget søgte handling fortælles i bestandig skiften mellem København i 1980erne, skoletiden på Sorø Akademi og fortiden som spaniensfrivillig. Hans Adam har nok at tænke på - lige fra sit velhavende men kærlighedsløse barndomsmiljø, over ungdommens politiske fejltagelser til hans nuværende status som enkemand og snart forh. institutleder. Mødet med den myrdede piges mor, Ines, betyder en sen og tilsyneladende umulig kærlighedsaffære. Gode dialoger, god rytme i komposition og plot, men de mange sammentræf skurrer noget i mine ører og virker ikke helt overbevisende. Flerfarvet forside med barsk udseende (dybhavs)tudsefisk.