Dyndhåb

Henvender sig bredt til læsere af historiske og socialrealistiske romaner, og er gedigent guf til de mange, der litterært gerne følger menneskeskæbner på godt og ondt. Oplagt til en læsekreds.

Sven Ørnø (f. 1955), debuterede i 1991 med novellesamlingen Væk, væk, væk og har siden da bl.a. skrevet romaner, noveller, børnebøger og skuespil. Hans nye roman er en medrivende historisk og socialrealistisk skildring, der kronologisk opdelt følger årene i Danmark fra 1900 til 1908. Det er en roman, der med stærke følelser kryber ind under huden, og som hos mig vækker socialt indignerede tanker, og bevæger følelsesmæssigt. Som mange sikkert gætter af titlen Dyndhåb befinder vi os i den sociale underklasse, hvor druk, vold og menneskelige nedværdigelse fra vugge til grav, næsten er givne livsvilkår, som ingen undslipper. Men selv, når man billedligt talt sidder i dynd til halsen, er det menneskelige håb som oftest forunderligt ukueligt. Netop den nærmest paradoksale ukuelighed, når det synes så meget nemmere blot at give op, får de to unge mennesker, Jørgen og Inge, som er romanens skæbnemæssige omdrejningspunkt, så rigeligt brug for.

Sammenlignelige forfattere er fx John Nehm, Knud Erik Pedersen, Annemarie Løn og Bent Vinn Nielsen, hvor Sven Ørnø kvalitetsmæssigt er på niveau.

Stærk og bevægende historisk socialrealistisk roman, der har potentielt mange læsere på alle størrelser af biblioteker.

Læs hele vurderingen