En bladre-/opslagsbog uden register til at søge efter bestemte emner eller opslag om dyr, som bogen handler om. Den er inddelt i 14 hovedafsnit, der beskæftiger sig med de forskellige dyregrupper, dyr og mennesker, mad og foder, film, bøger og kunst, musik og lyde, teknik og til sidst et afsnit om dyr, der måske findes. Hvert afsnit har en mængde indlysende og spøjse facts, som fx at en jærv begynder med "j", at en huiafugl uddøde i 1907, at en gøg siger kuk-kuk, og at Ny Caledoniens nationalfugl er en kagu. Der er også opslag, der giver viden, men man skal bladre sig frem til fx et opslag om fladfisk, om forskellen på frø og tudser og en opskrift på helstegt moa, hvis man ellers kan finde en. (Fuglen blev udryddet på New Zealand for 300 år siden). Der er indsat få stregtegninger til grafisk at bryde de mange tekstopslag. Bogen har ingen undervisningsrelevans. Den kan læses fra omkring 10-års alderen og kan anvendes i skole- og børnebiblioteker til hyggelig bladre- og undrelæsning, hvor læseren bl.a. kan hente en masse inspiration til hjemmelavede quizzer.