Bøger / faglitteratur til børn / hulbøger

Dyreunger


Beskrivelse


Pegebog. Rør og føl killinger, næsehorn og elefanter, pingvinunger, hundehvalpe, tigerunger og kaniner.

Anmeldelser (2)


Bibliotekernes vurdering

d. 27. nov. 2012

af

af

Susanne Dahl Jensen

d. 27. nov. 2012

Pegebøger for de 1-2-årige om dyreunger og bondegårdsdyr i et lille handy, kvadratisk format med kraftige papsider. Appetitlig forside af de søde små dyr med overskrift i glitrende bogstaver.

De to titler Dyreunger og Bondegårdsdyr i serien Hvem er jeg) er pegebøger for de alleryngste med små huller, hvor de kan se lidt af dyret og prøve at gætte, hvad der gemmer sig på næste side. Lækkert layout med fotos af de søde små dyreunger og bondegårdsdyr med 4-5 linjers meget enkel tekst pr. dobbeltopslag. Der er 2 dobbeltopslag pr. dyr, idet første opslag fortæller lidt om og viser en lille del af dyret, inden man gætter, hvilket dyr og bladrer om og ser efter på næste side. I Dyreunger møder man både en kattekilling, en ugleunge, en kaninunge, et rådyrkid, en bjørneunge og en kamæleonunge. I Bondegårdsdyr møder læseren en hane, en ælling, en griseunge, en ged, en hest og en ko.

Disse to titler om dyreunger og bondegårdsdyr for de 1-2-årige føjer ikke så meget nyt til pegebogskrybberne, idet der findes mange fine pegebøger for målgruppen om dyreunger fx Min rør og føl bog om dyreunger, 2010 også med fotos eller Kukkuk!: hvor er din unge, 2012 med tegninger. Men det er et par appetitlige pegebøger om et evigt gyldigt emne, og kan sagtens erstatte andre slidte pegebøger om dyr for målgruppen.

To fine pegebøger med indbygget gætteleg om dyreunger, der sagtens kan bruges i pegebogskrybben til hyggelæsning med de mindste.


Bibliotekernes vurdering

d. 13. sep. 2013

af

af

Marianne Agger

d. 13. sep. 2013

Rør og føl-pegebog med forskellige, nuttede dyreunger til de mindste børn fra omkring 1-3 år. Bogen er med kraftige papsider og har faneblade med pels/føleeffekter, der stikker frem fra forsiden. Bogen vil kunne bruges i dagplejen, vuggestuen og derhjemme.

Pegebogen er en oversat Dorling Kindersley-bog. Der er seks opslag i bogen med hver sine dyr, farver og effekter. Killingens halsbånd glimter, næsehornet har en ru hud, pingvinungens pels er blød, dalmatinerhundens pels er kort og plettet, og man kan røre ved tigerungens striber og kaninernes knurhår. Der er en lille tekst i form af små beskrivelser og tillægsord til de fine og skarpe farvefotografier af dyrene. Papsiderne virker umiddelbart ret holdbare, og det giver en god mening med fanebladene, der fra starten giver en god indikation af, hvad bogen indeholder. Jeg undrer mig lidt over, at der på forsiden står "føl og find", da jeg ikke kan se, at bogen lægger op til, at man skal finde noget.

Der findes - og udkommer - mange lignende føle-bøger om dyr. Denne adskiller sig ikke nævneværdigt fra andre, men den ligger i den gode ende, hvad angår illustrationer og formodet holdbarhed. Føleeffekterne er meget a la dem, vi plejer at se i bøger som denne.

Udmærket føl-og-rør pegebog, der kvalitetsmæssigt placerer sig på niveau med mange andre i samme genre. Har man brug for udskiftning eller supplering i pegebogs-krybben, kan denne udgivelse opfylde det behov.