Elizabeth Costello er en ældre, australsk forfatterinde, der rejser rundt i verden for at modtage priser og holde foredrag. Hendes synspunkter er meget markante, når hun kommer ind på sit yndlingsområde: vor behandling af dyr, og hendes sammenligninger mellem moderne slagterier og KZ-lejre falder mange for brystet. Hendes andet yndlingsemne er forfatteres rolle, hvilket hun får virkelig brug for at forklare, da hun i sidste kapitel står foran evighedens porte og ikke kan komme ind uden en gyldig ansøgning, der gør rede for hendes tro, som hun ikke mener at have. Nobelprisvinderen fra 2003 får med den valgte form en masse synspunkter og modsynspunkter præsenteret, men trods hans blændende skrivemåde synes jeg ikke historien helt holder: Den har - hvad kildeangivelserne også antyder - mere karakter af en samling meget interessante essays, der lægges i munden på en lidt mavesur forfatter, end af en egentlig roman.