EJ's mangeårige popularitet gør målgruppen for denne musikerbiografi ret bred, så bogen med fordel kan formidles aktivt til "impulskunder" ved udstilling og på hjemmesiden - også uden for musikafdelingen.
Grundig amerikansk biografi om musikeren og entertaineren. EJ (opr. Reginald Dwight) er fra Watford i det nordlige London opvokset under ret beskedne vilkår som enebarn af en kaptajn i flyvevåbnet og en kærlig og beskyttende mor. Forholdet til den lidt strenge far har præget hans opvækst og liv med husets klaver og musikken som et af få lyspunkter i en i øvrigt halvtrist barndom præget af usikkerhed og følelsesmæssig uro, noget der har fulgt EJ hele livet. Bogen er opbygget som en traditionel kronologisk levnedsbeskrivelse med vægt på det senere succesfulde professionelle liv, men veksler løbende mellem de to spor: privatlivet med de personlige omvæltninger og karrierens op- og nedture som musiker og komponist inden for pop og (den lette) rock med pladetitlerne som kapiteloverskrifter. Bogen kommer ret godt rundt om personen EJ og karriere - også om de mere ukendte begivenheder, selvom den sidste halvdel er rigeligt opremsende om koncerter og turnéer. Enkelte ill., kildefortegnelse, diskografi og bibliografi. Det er Begos første bog.
På dansk er også udkommet Parkinson: Elton John. Som andenhåndsbiografier overlapper de hinanden lidt i tilgang og opbygning.
Fyldig og grundig biografi, der, selv om den stedvis er for opremsende, kommer godt rundt om EJ's liv og karriere.