Emil vil lave en bil. Han finder træ, søm, skruer, og så går han i gang. Mon bilen kan holde til at køre ræs? Kan læses, hvis man er 6-7 år.
Da Emil er færdig med bilen, maler han den, og så skal han prøve at køre i den. Han vil køre stærkt, men turen går lidt galt. Teksten er rimet og sat op i to sætninger på hvert opslag. Der er farveillustrationer, som dækker hvert opslag. Bogen er i serien "Det rimer". Der er gratis opgaver til bogen på forlagets hjemmeside.
Fin og hyggelig lille historie med god rimet tekst. Indholdet med at bygge en sæbekassebil vil de fleste børn kunne relatere til, og at det også ofte går galt med den slags biler, er også velkendt. Illustrationerne er store og enkle og hjælper med til at forstå teksten. Man kan fx se på illustrationerne, at Emil henter tingene til sin bil på "storskrald".
En anden let læst bog om at bygge sæbekassebiler er fx Byg en bil, far. Den handler om Ali og hans far, som sammen bygger en sæbekassebil.