Kan bruges som let og uforpligtende roman til ferieturen og sommerhuset, og den lettilgængelige og underholdende historie kan læses bredt.
Det er noget af en røverhistorie, debutanten Helle Oldenburg her diverterer med, og sine steder går løjerne også temmelig usandsynligt for sig. Vores hovedperson, Arild Smith, er en samvittighedsfuld og arbejdsom ingeniør, der lever et stilfærdigt liv uden særlige familiære forpligtelser. Derfor er det nemt for ham at sige ja til et tilbud om at arbejde i et genopbygningsprojekt i Beirut, hvor han dog hurtigt hvirvles ind i en række dramatiske begivenheder, som bringer Arilds liv i fare. Romanteknisk står Arilds figur noget uforløst og utroværdig tilbage, og det gør, at romanen ikke når helt i hus, men en række af de ret utrolige handlingssammenfald er dog beskrevet i en let humoristisk tone, som giver dele af bogen et skær af farce, der for denne læser fungerer fint. Samtidigt virker flere af miljøskildringerne fra Libanon og Syrien ganske troværdige.
Nogle af de skøre episoder i Emirens dromedar kan sine steder næsten minde om Bjarne Reuter eller om stemningen i fx Doña Nicanoras hattebutik af Kirstan Hawkins.
Let og uforpligtende underholdning om den række spændende og dramatiske begivenheder, som en ung dansk ingeniør, Arild Smith, blandes ind i, mens han arbejder i et genopbygningsprojekt i Beirut.