Emmanuel er en ikke-fysisk eksistens, som via sit amerikanske medium, Pat Rodegast, meddeler sig til menneskeheden om livets store spørgsmål. At forlaget kalder bogen en klassiker i særklasse er nok lidt af en overdrivelse, men rigtigt er det, at den siden sin fremkomst i 1985 har haft en stor gennemslagskraft og været stilskabende på sit felt, og nu foreligger den altså for første gang på dansk. Emmanuels fremstilling af den guddommelige plan er i god overensstemmelse med teosofiske sværvægtere som Alice A. Bailey og Martinus. Men frem for at beskrive et systematisk og sammenhængende verdensbillede laver han punktnedslag og forklarer de bærende principper i det vanskelige stof. Teksten er skrevet som en slags knækprosa med indlagte kunstpauser, som opfordrer læseren til at nærlæse og reflektere over de enkelte udsagn. Emmanuels lidt finurlige facon og de mange små hyggelige vignetter gør, at bogen ikke alene er new age for begyndere, men også vil kunne bruges i små doser af den mere erfarne alternativist som den daglige opstrammer.