Her kommer så fortsættelsen til En tid den Kritikerprisbelønnede roman fra 1997 om besættelsen oplevet kollektivt i et nordjysk sogn. Her hedder det typisk: "Vi har jo egentlig ikke så meget imod, at folk har hemmeligheder, når bare vi kender dem. Og når ikke vi behøver at indrømme, at vi kender dem, så kan vi godt hjælpe folk med at dække over det, ingen bør vide". Således ved alle at søskendeparret ude i klitterne har sønnen Jakob, der nu er 13-14 år, og han vover efterhånden også selv at erkende det. Samtidig prøver han at leve op til en ny rollemodel, lærervikaren med samme fornavn, for han er sikkert frihedskæmper. Så Jakob og en ven prøver også at lave sabotage, men slipper rigtig dårligt fra det. Men de og sognet oplever da befrielsen, som bliver fejret ret anstændigt. Sognet er ikke så ringe, og romanen om det er bestemt heller ikke, men jeg synes ikke, at den når op på højde med mesterværket En tid, måske fordi man nu kender det stilistiske leje og den bevidste underspilning af begivenhederne.