En beretning om skudehandlere ved Jammerbugten er for de mere historieinteresserede lånere. Samt for låneren med en nysgerrighed indenfor handlen mellem Danmark og Norge i slut 1700- og start 1800-tallet.
Denne tegneserie fortæller historien om Esben Nielsen, der egentlig skulle have været landmand, men endte med at blive en indflydelsesrig forretningsmand samt reder i Nordjylland. Bogen fortæller, kronologisk, om et meget spændende liv der indeholder alt lige fra forelskelse over en tugthusperiode til fangenskab i England. Selve stregen i tegningerne er bestemt ikke præget af Marvel eller andre store aktører på markedet, men har dog stadig sit eget meget specielle præg, der indimellem kan virke en smule ubehjælpsomt. Teksten er kortfattet og letlæst. Illustrationerne er holdt i meget lyse toner, med en del pastelfarve. Selve teksten er håndskrevet, hvilket giver bogen et meget autentisk præg.
Der er ikke tidligere udgivet tegneseriemateriale omkring dette emne, hvilket gør dette til en lidt mere speciel udgivelse. Der er dog tidligere udkommet bogmateriale omhandlende emnet, eksempelvis: Løkken : skudehandlere og fiskere, badegæster og andre Løkkenfolk siden 1678, fra 2003.
En beretning om skudehandlere ved Jammerbugten egner sig for de meget store biblioteker, eller samlingen med en lokal indgangsvinkel.