Lindhardt har oplevet meget i sit livs mange forandringer. Han har også skrevet mange bøger. De fleste af dem handler om enten etiske spørgsmål eller retoriske/kommunikative problemstillinger. Han blev teolog, men på grund af stammen ville han ikke være præst. I stedet blev han underviser på Marselisborg Seminarium og på Universitetet med retorik som speciale. Senere blev han dog samtidig hjælpepræst, og i 1997 blev han biskop over Sjællands Stift. Det er almen kendt, at han er fraskilt og gengift - noget modstandere lagde vægt på under kampen om at blive valgt til biskop i Århus Stift. Selvom man bliver biskop for resten af livet, er Lindhardt nok ikke gået ind til "den evige hvile" endnu, og det kan synes tidligt - han er fra 1938 - at skrive sine erindringer. Det viser han da også med undertitlen "erindringer i utide". Men det er interessant nok. Han beretter om barndom, skolegang, giftermål og skilsmisse. Han fortæller om kampen for at blive biskop, og der er dagbogsoptegnelser i forbindelse med ulykken på Roskilde Festival i 2000. Han har et godt levende sprog med mange finurligheder, og hans data krydres med retoriske, etiske, religiøse osv. betragtninger. En stille og rolig personskildring med mange gode pointer.