Genudgivelse af en af dansk litteraturs klassiske romaner, der behandler forholdet mellem danskere og jøder i 1800-tallets Danmark. For læsere af danske klassikere.
M.A. Goldschmidt (1819-1887), der var manden bag de berømte satiretegninger af Søren Kierkegaard i Corsaren, fik sin romandebut med "En jøde" i 1845. Vi følger den unge, idealistiske Jacob Bendixen. En ortodokst opdraget jøde, der er splittet mellem sin jødiske identitet og sit ønske om at blive accepteret i det danske samfund. Han bryder med hjemmet, da han drages mod de kristne, og særligt pigen Thora, men raceforskellene, de kristnes mistænksomhed og fordomme, og hans egen overdrevne sårbarhed, støder ham tilbage og formørker hans sind.
Goldschmidt var den første i dansk litteratur til at skildre det fremmedartede jødiske miljø, som over for det almindelige danske samfundsliv fremstår eksotisk. Beskrivelsen veksler glimrende mellem miljøerne og tegner samtidig et sublimt og indtrængende psykologisk portræt af en outsider, som ikke kun beskrives som offer. Romanen rummer en bitter anklage mod det danske samfund, og med temaer som raceforskelle og identitet er den på mange måder højaktuel, men det kan være en barriere for nogen, at sproget ikke er opdateret til moderne dansk.
Nærværende udgave adskiller sig sprogligt set ikke fra En Jøde (Ved Jørgen Gustava Brandt) fra 1986. Den har dog et fremragende efterord af tidligere lektor og oversætter, Sten RasmussenEn jøde.