Bøger / skønlitteratur til børn / roman

En mystisk nabo

Del 26 af Mini gys

Beskrivelse


Lise er alene hjemme i sit nye hus, da en gammel nabokone inviterer på slik og kakao. Men hvorfor står der 5 riskoste foran nabohuset, og hvem er de sære gamle koner, der sidder rundt om et bord og kigger på Lise, som om hun var en dukke?

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 14. apr. 2014

af

af

Jesper Holtoug

d. 14. apr. 2014

En skrap lille gyser for begynderlæsere, der mestrer læseniveauet omkring lix 7, og som kan klare mere end "hygge-gyset, der heldigvis viste sig bare at være en dum drøm". Der er nemlig ingen forløsende slutning for de 5-7-årige her.

Lise er flyttet væk fra sine kammerater og vante omgivelser til en helt ny by. Hun er alene hjemme i det nye hus, mens hun venter på, at skulle starte i sin ny klasse. Hun keder sig, og opdager, at en lidt underlig nabo iagttager hende. Der bliver skabt kontakt mellem Lise og naboen, der viser sig at være en sær, gammel kone, der inviterer på både slik, saft og kakao. Naboen er dog ikke blot en venlig gammel dame, som bare er lidt sær, sådan som man ellers kunne forvente af en sådan lille mini-gyser. Nej, hun viser sig faktisk at være en led fuldblodsheks, der sammen med sine klamme hekseveninder tager Lise til fange og spiller Sorte Per om hende, mens hun ligger lukket nede i en skuffe klædt i dukketøj. Selvfølgelig undslipper Lise til sidst, men der er ingen formildende træk ved heksene, og Lise må lære at leve med ondskaben som nærmeste nabo.

Der findes mange heksebøger for begynderlæsere, men ikke mange med så gennemført ondskabsfuldhed. I tone og sværhedsgrad minder bogen især om de øvrige fra forlagets Mini gys-serie.

En barsk, lille gyser som følger de forudsigelige forskrifter for "barn-alene-hjemme-møder-sær-gammel-nabo", men her uden formildende og forløsende afslutning, hvor roen genoprettes. Her er hekse-ondskaben reel nok.