Deaf Smith er en lille søvnig provinsby i Texas. Forsvarsadvokaten Billy Bob Holland, der som en af de eneste i byen kan føre sin slægt 3 generationer tilbage, er en lokal original af et vist ry. Som de fleste mænd i området, er han splittet mellem forældede normer og samfundets regler. Hængende i gabet mellem juridiske spidsfindigheder og selvtægt, er han ved at blive flået i stykker. En sag om voldtægt og mord, afslører nye sammenhænge under overfladen i den korrupte lilleby. Som i den lange serie med ekspolitimanden Dave Roubicheaux forsøger Burke at fortælle om udvikling og historie i et hjørne af USA, men hvor serien med DR udover at være spændende, også er forfriskende i kraft af sit høje sproglige og litterære ambitionsniveau, falder En rose fra Texas fra hinanden på flere områder. Klip fra oldefaderens dagbog og lange samtaler med en afdød vens genfærd kommer til at virke som litterære noter, og også sprogligt spændes buen så hårdt, at lange afsnit degenererer til en opvisning af snedige sætningskonstruktioner og sjældne fremmedord. Da Burke skrev om mad og skikke i Louisianas sumpe, var der en ærlig glæde i fortællingen. Det er den, jeg savner allermest her.