Hvis man er et lillebitte væsen, må man have et fyldigt navn. Således navngiver den polske naturforsker Benedykt Dybowski mere end 200 tangloppearter - dette er fortællingen om to af navnene. En forunderlig historie med den fineste billedfremkaldende poesi for eftertænksomme børn fra ca. 9 år og deres voksne.
Ved den store Bajkalsø bor tangloppeeksperten, Benedykt. I mange år har han studeret de små dyr og givet dem navne, men de to sidste tangloppearter vil ikke rigtigt falde på plads. Benedykt bygger navne af aftensmad, han skriver ord med sovsen eller grifler dem ned på toiletpapir. Tangloppernes navne optager ham døgnet rundt, han drømmer om dem om natten og tænker på dem om dagen. Hvordan skal han sikre de små væsners eftermæle, hvad skal han dog kalde dem, så hans store værk bliver færdigt? Heldigvis får Benedykt hjælp fra en uventet kant. Bogen er illustreret med sort/hvide stregtegninger med enkelte farvestrøg. Både forfatter og illustrator er præmieret med Kulturministeriets børne- og illustratorpris.
En finurlig og eftertænksom lille billedfortælling om at brænde for en opgave og om at befinde sig i sit livs efterår. De kunstneriske og udtryksfulde illustrationer passer rigtig godt til den poetiske tekst, lavmælte humor og bogens stille historie om en ældre mands sidste store livsværk.
Kaffe kanin vintergæk væk har samme illustrator og beskriver også en ældre mand, dog med et andet tema.