Undertegnede hører til dem, der altid med stor nydelse - og ofte med hovedrystende uenighed - har læst Elsa Gress. Og det er en situation, man også gang på gang befinder sig i under læsningenaf disse essays fra 1970'-erne. Ellers var det vel næppe heller Elsa Gress! Hun har en række fremragende artikler om det kunstneriske menneskes betydning for samfundet, om forbindelsen mellemkunst/kunstner og samfund, i hvilke hun måske nok overvurderer kunstens faktiske muligheder, men til gengæld punkterer hun særdeles effektivt en række etablerede myter. Gang på gang - og iforskellige sammenhænge - går hun til angreb mod vold og agressionisme i dens forskellige former, også i forbindelse med kønsrolleproblematikken. Og naturligvis en hel masse andet, som hun har mentvar en kommentar værdig. Kort sagt: en bog, som med sin mangesidethed, sin indsigt og forståelse, skarpe formuleringer og inspirerende form kun kunne være skrevet af Elsa Gress. Man kunne fristestil at anvende en lettereomskrivning af hendes egne ord om Konrad Lorenz: »Naturligvis har hun ret i en masse masse enkeltheder og på en masse felter og kaster nyt lys over mange ting netop ved atnægte at respektere givne faggrænser. Indtaget med flere gram (E. G.: pund) salt i beredskab er meget i hendes seneste prædikener yderst værdifuldt og inspirerende«. - Bibliografiske oplysninger omde enkelte essays første publikation mangler og det fremgår f. eks. heller ikke, at essay'et »Fremtidens fødsel« er en omtale af Edgar Morin's Le paradigme perdu.