Denne bog vil ramme læsere af gode psykologiske og skarpe portrætter af den moderne familie. Den læser, der måske ikke kender Helene Uri, men bare af forskellige årsager (som denne lektør) skal holde sig ajour med det nye, kan også nagles til stolen.
På dansk findes af Uri: De bedste af os, 2008 og Honningtunger, 2006 , begge med knivskarpe billeder af den kvindelige psyke. Denne nye handler om svære emner: moderkærlighed, hvornår er den "god nok"? Hvem har skylden, hvis noget går galt? Selvom hun gør alt det rette for sit barn, hvis er så skylden for, at hun alligevel ikke er god nok? Beate og Bernt er et smukt og perfekt par i 30'erne, og billedet bliver endnu mere perfekt, da de får ønskebarnet, Fie. Snart går det dog op for Beate, at hun bærer på en frygtelig hemmelighed: hun er et monster, hun elsker ikke sit barn. Føler hun selv. Historien fortælles af endnu en stemme, Janna, Beates søster, og her vises en ekstra vinkel: en turbulent barndom med en maniodepressiv mor, der gav søstrene nogle mentale rutsjeture. Så får historien en ubærlig drejning, Fie dør ved at trafikulykke, og Beates skyld tårner sig op. Først da hun tillader sig selv at tro på, at hun elskede Fie, er der måske lys forude.
Der er bøger om den svære moderfølelse, og der er bøger om at miste et barn, men jeg kender ingen, der behandler begge.
Knugende og klog skildring af ofte tabubelagte emner.