Laura, der er sognepræst, opsøges en aften af en forsker, der ved et tilfælde er snublet over en gift, der dræber hurtigt og smertefrit uden at efterlade det mindste spor. Han vil dele hemmeligheden med én anden ud fra en forestilling om, at to der kender hemmeligheden vil kunne fungere som hinandens vogtere. Både han og Laura er imidlertid enige om, at det er bedst hvis ingen andre får kendskab til opdagelsen. Hvad ville der ikke ske, hvis vi alle sammen sådan kunne gå rundt og skaffe de mennesker, der generer os af vejen uden den ringeste risiko for at blive afsløret? Det rejser en række spørgsmål, der kan synes lidt for store til en gemen krimi, men Kainsdatter slipper flot fra det. I en tone, der er jævn og hverdagsagtig, og med en glimtvis leg med sprogets fraser, holdes ethvert tilløb til patos stangen. Da det til og med lykkes at skabe den stigende, sitrende spænding, der nagler os til siderne, bliver vi både underholdt og udfordret. Bogen er kun den tredje pseudonymet Marianne Kainsdatter har udgivet siden 1973, men det er klart den bedste.