En rigtig god bog forældrebog om kunsten at håndtere situationer, hvor børnene er umulige, trodsige eller hysteriske. Forfatteren har en akademisk baggrund, men han skriver lige ud ad landevejen til almindelige forældre, som for det meste kommer godt ud af det med deres børn, men som bliver rådvilde eller desperate, når børnene ikke reagerer alderssvarende eller fornuftigt. Grundlæggende mener han, at forældre burde tage sig mere tid til deres børn og tage mere hensyn til dem. Han stiller sig ubetinget på barnets side og undsiger autoritære opdragelsesmetoder som f.eks. at sende barnet ud af rummet som straf eller barske ritualer ved sengetid. I stedet bør man vise barnet aktiv opmærksomhed og prøve at leve sig ind i dets situation. Aktiv opmærksomhed vil i det lange løb skabe kompetente, tilfredse og tillidsfulde børn, som også i svære situationer kan give udtryk for stærke følelser på en hensigtsmæssig måde. Der plæderes for tid og nærvær, men der gives ingen nemme løsninger, som man lige kan kopiere - det hårde arbejde skal gøres af forældrene selv i den givne situation. Gå bare i gang.