Disse to små pegebøger om Peter Pedal er sat sammen af løsrevne enkelttegninger fra de oprindelige billedbøger. Til disse tegninger stiller en kort tekst ganske enkle spørgsmål eller udsagn. Er du nysgerrig, Peter Pedal? kommer fortrinsvis ind på det følelsesmæssige og berører glæde, nysgerrighed, stolthed med mere. Hvad er op, og hvad er ned, Peter Pedal? forholder sig mere konkret til omverdenen og beskriver modsætninger, som for eksempel op og ned, ude og inde, forlæns og baglæns. Selv om det er de originale tegninger, der er anvendt og ballademageren Peter Pedals charme og energi tydeligt skinner igennem, savnes de oprindelige fortællingers bredde og spænding. Bøgerne er fremstillet af kraftigt, blankt pap, hvor farverne er stærke og knap så harmoniske som oprindeligt. Bøgerne kan sagtens anvendes til de 2-3-årige, som derpå kan glæde sig til de rigtige historier om Peter Pedal.