Arrangeret dokumentarisk skildring af livet i kollektivet Maos Lyst. Egner sig til studerende der skriver opgave om ex. ungdomsoprøret.
En pseudo-dokumentar instrueret af en af Danmarks største instruktører, Henning Carlsen. Den skildrer livet i kollektivet 'Maos Lyst' i Hellerup anno 1970. Medlemmerne, som blandt andre bestod af forfatteren Ebbe Reich tog efternavnet 'Kløvedal' efter elvernes højborg i 'Ringenes Herre'. De gik imod det etablerede samfund og var derfor meget fremme i medierne. De beretter om deres særlige fælleskab og der diskuteres demokrati. De tager bl.a. på ekspeditioner ud i det samfund de trods alt ikke vil isolere sig fra. Deres 'projekt' skulle jo nødigt blive for akademisk. Derefter undersøger de hvordan andre bor. Musikken leveres af Burnin' Red Ivanhoe - og en del af teksterne er fra tidens mest omtalte digtsamling: Inger Christensens "Det".
En noget tam skildring af 68-generationen og dens idealer. Interviewene med medlemmerne af Maos Lyst, er ret stive i formen - de virker for velforberedte, hvilket gør dem intetsigende. En 'ren' dokumentar havde været mere interessant. Positivt er Burnin' Red Ivanhoes stadig levedygtige musik, samt portrættet af en 89-årig kattemor. Et minus er de manglende undertekster, da der er en del mumleri, utydelig udtale og dårlig lyd.
Vinterbergs Kollektivet handler om dannelsen af et kollektiv i 70'erne og beskriver på godt og ondt livet i et kollektiv i Hellerup.